Kan det virkelig passe?

Tidligt lørdag morgen, sidder jeg i toget og hører musik sammen med omkring 15-20 andre personer. I midten af vognen sidder der fire personer og opfører sig ondsvagt.

De kaster med flasker, papir/aviser og mad, mens de har deres fødder op på siddepladser, iført møgbeskidt sko. Og så larmer de og råber, som en flok, ja undskyld udtrykket, aber. På et senere tidspunkt begynder de at slå og skubbe til hinanden.

Med andre ord, sviner de den vogn godt og grundigt til. Og er ved at ødelægge en ellers dejlig togtur for os andre, eller i hvert fald for mig. Jeg holder øje med dem, og undre mig over deres opførslen. Lægger også mærke til at alle de andre med passagerer kigger også på dem. Men ingen siger noget, eller foretager sig noget.

Der er åbenbart heller ingen togfører i toget, eller de turde ikke komme ind? Så besluttede jeg, at de måtte være op til mig at gøre noget.

Nå, men, jeg sidder og koger over situationen, og da de så på et tidspunkt er alle fire ved at skubbe til hinanden, råber jeg op, at nu må det godt holde op med det.

Der blev stille ret hurtigt, og nu kiggede alle i vognen på lille mig.
En sur gut på 210cm, som mente alvor. Alle de andre kiggede væk ret hurtigt som ingenting var sket. De fire er også på sine pladser, mens de kigger på hinanden i stilhed.

Men stilhed blev afbrudt af en tilføjelse af den ene af de fire, “hvorfor flytter du dig ikke længere nede hvis det genere dig?”
– “Man kan også opføre sig som alle de andre”, svarer jeg.

Og de var det. De blev musestille, og jeg gad ikke kommentere mere. De gjorde så heller ingen af de andre medpassagerer.

Nu undrer jeg mig over, hvilket samfund lever vi i?
I et samfund hvor man ikke har nogen grænser? Hvor man kan opføre sig som man har lyst til. For det er ens “ret”. Det er måske mig der har misforstået noget? Det er nok bare mig der er en perle og aner ikke en ….

Hvis de har altså ret at genere os andre, har jeg vel også ret at gøre dem opmærksom på det, at det gider jeg ikke finde mig i? Hvorfor er der så ikke nogen af de andre der sagde noget, eller støttede mig i det? Det er/var måske mig der var ondsvag i denne situation? Jeg skulle lade dem gøre hvad der passer dem? Jeg skulle måske være ligeglad med andre folk, selvom de er i fare? Hvad rager det mig, ikke?

Vel, det rager mig og jeg gider ikke finde mig i det.
Hvis man har lyst at opføre sig som en abe, så er der masser af marker at gøre det på.